Landet i NYC

Vi er velankommet til NYC, efter en rimelig begivenhedsrig flyvetur. 

1. Vi så for første gang Grønland, et fuldstændig fantastisk syn at flyve henover.

2. Lara trykkede ved en fejl på alarmknappen på toilettet så personalet kom styrtende. (Men altså helt ærlig, de er virkelig også små de toiletter!!!)

3. Et par rækker længere henne blev en kvinde dårlig og tumult opstod. Niels kiggede på Lara og nikkede sådan lidt spørgende i retning af hende. Lara svarede: "argh lad os lige se det an, lad os se om de kalder en sygeplejerske eller læge over anlægget". Der stod allerede diverse hjælpsomme mennesker og holdt hendes ben i vejret. Men den gik ikke. Der blev selvfølgelig spurgt efter en sygeplejerske, og op af sædet måtte Lara. Stewardessen sad på gulvet hos kvinden og hældte vand i hende. På spørgsmålet om hvad der var galt, lød svaret fra hende: "it seems to be a low bloodsugar". Et kækt svar fløj ud af munden på Lara: "you might wanna give her something else than water then, juice would be a good idea". Stewardessen kiggede gnavent på Lara, og forslaget så ikke særlig velkomment ud. Så Lara meddelte: "you seem to have it under control", og fortrak til sit sæde igen.

Men dramaet var ikke over endnu. En time inden landing dejser en fyr omkuld og knalder hovedet lige ned i en kæmpe muskelmand med tatoveringer. Til alt held for fyren, for muskelmanden afbødede faldet. Lara er på det tidspunkt endelig faldet i søvn og prøver at ignorere det høje bump der lød. Men Niels dasker hende på benet, og spørger tørt: "Skal du ikke lige..........?"

"Ej det går vist, han ser ud til at være i trygge hænder hos muskelmanden". 

Immigrationen gik forholdsvis nemt på omkring 25 minutter, og vi kunne ikke lade være med trække på smilet båndet da et par unge pumpede stereotyper af politibetjente gik forbi os og snakkede højlydt med fed amerikansk accent. "Noooo man, we would need at least a thousand cops for that!!!" (Det er uvist hvilket scenarie de havde i tankerne).

Den sorte towncar hentede os foran lufthavnen med en chauffør der var så lille og tyk at han var nemmere at hoppe over end at gå udenom. I et "brems-gas op" tempo ( til stor glæde for Lara's køresyge) ankom vi kl 23 til "The Jane Hotel" ( http://thejanenyc.com/tablet/photos.php) hvor vi skulle have en enkelt overnatning inden vi kunne flytte ind i den lejlighed vi har lejet. Oprindeligt et hotel for sømænd med kahytlignende værelser (så kunne de rigtig føle sig hjemme). Senere blev de overlevende fra Titanic indlogeret der.........igen; hvor må det have været rart, at få lov at føle man er på et skib, når man lige har overlevet et der er sunket!

Hvad vi ikke havde regnet med var, at der åbenbart blev holdt en hipster-fest af dimensioner denne aften, og vi blev mødt af horder af unge mennesker da vi stod ud af bilen. 

Så stod vi der som småkvabset og blege danskere (det gælder vist mest for Lara), daggammel, overtrætte og ildelugtende, omgivet af noget der føltes som hele NYC's ukronede bedre borgerskab, klædt som noget fra "Gossip Girl" og "Sex and the City". 

Vi flygtede op på værelset og kunne ikke lade være med at grine da vi åbnede døren. Rummet var så lille, at vi akkurat kunne have vores to kufferter stående (oprejst), plus os selv. Men det indebar at vi skulle vende os synkront, ellers sad vi i spænd. Det føltes......lad os kalde det autentisk (eller varmt og klaustrofobisk). Men det var til en billig pris :-)

Vi er i sandhed kommet til NYC!