tirsdag den 12. august 2014

Dag 18 Universal Studio


Vi har haft den vildeste dag!
Vækkeuret ringede kl 7, for vi havde planlagt at køre til Universal Studio og opleve filmens verden. Vi havde oprindelig planlagt at købe "Front of Line passes", en billettype hvor man kan springe (de lange) køer over, og komme foran til at prøve attraktionerne. Men vi blev nærige i sidste øjeblik, og researchede lidt på nettet. Hvis man kommer i god tid, kan man undgå de værste køer til de to af de største attraktioner, som samtidig også var de vigtigste for os. Dem kommer vi tilbage til.
Vi havde læst os frem til at vi skulle være ved parken senest en halv time før de åbner. Da de denne mandag åbnede kl 9, var vi der kl 8.15. Billetkøbet gik nemt, og vi stillede os i kø til indgangen. Det kørte som smurt i olie. De er tydeligvis vant til mange mennesker herover, og for at lette presset lukkede de os gradvist mere og mere ind i parken (selvom den reelt ikke var åben). For det første tog det folks utålmodighed, og folkemængden blev spredt over et større areal. Afsprærringer var ikke nødvendigt, der stod blot et par glade park-medarbejder (i kostumer selvfølgelig) og holdt skansen foran de allerførste i mængden. Det respekterede folk. Vi var sgu lidt imponerede.
Lara var så spændt, at hun havde vendt og drejet sig hele natten, og allerede mens vi stod og ventede på de åbnede havde hun nærmest opbrugt al sin energi af bare spænding. Men der var nu også noget at glæde sig til!


Da parken endelig åbnede, med et "ACTION" i højtalerne gik vi i kap-gang til vores første mål. Det var forbudt at løbe, men det fungerede fint med kap-gang for flere;-) Vi nåede til Studio Tours som nogle af de allerførste! Studio Tour'en bringer dig i store vogne på en guidet tur bag selve parken, hvor man introduceres til filmkulisser, diverse studio-bygninger med dertilhørende historier, osv osv. Vores research havde lært os, at man skal sidde i venstre side af vognen, så får man mest at se. Det var FEDT!!! Allerede der var vi enige om, at det er alle pengene værd at tage i Universal. 



          


                               


                                 

                    

Turen blev kun endnu federe af at vi i selve vognen blev en del af en 3D-oplevelse sammen med King Kong. De kørte vognen ind i en mørk (som i helt sort) bygning. Her blev der pludselig omkring os tændt 3D-skærme hvor vi blev angrebet af dinosaurere. Vognen stod samtidig på en platform (eller noget lignende?) som bevægede sig, og det gav en vanvittig effekt. Når dinosaurerne skubbede til vognen, føltes det rent faktisk som om nogen skubbede til os, Da King Kong kæmpede mod dinosaurene for at beskytte os, og på en eller anden mod fik hevet os med ned mod dybet, føltes det som om vi faldt og faldt og faldt. Vi skreg og hylede (okay mest Lara), men nøøøøj hvor var det fedt!!

Vi blev også ført forbi Wisteria Lane fra Desperate Housewifes, som utrolig nok er blevet brugt til ufattelige mange andre ting end bare lige denne serie. Vi følte os faktisk lidt dumme, for hvordan kan man undgå at lægge mærke til at nøjagtig de samme kulisser bliver brugt til så mange forskellige film og TV-serier??


Kulissen nedenunder er fra Jaws (Dødens Gab), men er fx også blevet brugt til krimi-serien "Hun så et mord" med Angela Lansbury. Meget alsidige kulisser de har :-)





Fra War of the Worlds med Tom Cruise. Flyet er helt ægte, men bare pillet fra hinanden

Faktisk fortjener Studio Touren et helt indlæg for sig selv, så fantastisk var det!

Men men men, dagen gik også med andre ting. Vi skyndte os, som det næste over, til liveshowet Waterworld, hvor de gengiver en del fra filmen, men primært med fokus på action og stunts......og VAND. I store mængder. Der var ingen kø, vi spadserede lige ind, og satte os på de helt rette pladser. Showet er nemlig delt op i wet-zone og dry-zone, hvoraf vi valgte den sidste. Det var vi rimelig glade for. Dem som sad i wet-zone blev mildest talt kølet ned. De kunne næsten svømme, så meget vand blev de overhældt med. Showet var hæsblæsende og fangede os så meget, at vi glemte at tage 
billeder mens det var igang.

Waterworld

Niels prøvede et par forlystelser alene, da Lara ikke måtte komme med. De er rimelig hys herover i forhold til gravide kvinder. Men det gav blot den fordel, at fordi han så var "alene", kom han foran i køen når der var enkelte ledige pladser i vognene så de kunne blive fyldt op. Win win!


Kan I se Lara faktisk har fået lidt farve? Det er altså kun når hun står ved siden af Niels at hun ser sygelig bleg ud......


Alt i alt må det siges at vores strategi virkede, vi ville have følt det var spild af penge at bruge 179 dollars på Front of Line passes (pr. styk!). De steder hvor der stod der var kø på 40-60 minutter stod vi kun i ca. 10 min.

Vi sluttede dagen af med at gå i biografen. Vi havde ikke helt fået 3D nok, så vi skulle have det sidste med. Vi så "Guardians of the Galaxy" i IMAX (som vist skulle være det helt store inden for biograf-verdenen. Det står for Image Maximum og gør 3D oplevelsen endnu flottere). Lærredet nærmest opslugte os, vi har aldrig set en biografskærm SÅ stor! Vi glemte alt om omverdenen og nød nogle timer i biografmørket.

Vi var trætte, glade og mættet med indtryk da vi trillede hjem kl 19.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar